Hvordan vidste du, at det var din kjole?
Fra det øjeblik jeg trådte ind hos Buch Couture, greb Nina mig med sin ro og sin forståelse. Sammen skabte vi også en kjole, der passede min krop fuldstændig perfekt. En kjole, der ikke bare var smuk, men som føltes som mig.
Nina formåede at fremhæve alle de helt rigtige ting ved min krop, og allerede fra første møde følte jeg mig tryg. Ved den første fitting kom den der helt særlige fornemmelse i maven. Jeg vidste bare, at kjolen var alt det jeg drømte om.
Hvordan fik din kjole dig til at føle?
Jeg har altid været en pige med lidt ekstra på kroppen, og det har ofte skabt en del usikkerhed.
Men aldrig i mit liv har jeg følt mig så smuk, som jeg gjorde i min brudekjole på vores bryllupsdag. Alle mine usikkerheder blev pakket væk, og igen havde Nina formået at fremhæve det smukkeste ved min krop - tilsat de fineste detaljer af ferskvandsperler.
Jeg ville ønske, jeg kunne føle sådan hver eneste dag. Men vigtigst af alt, så shinede jeg virkelig på min bryllupsdag.
Hvad er dit bedste minde fra bryllupsdagen?
Det er næsten umuligt at vælge. Hele dagen var så smuk og magisk. Den var fyldt med kærlighed, ro, nærvær og alt det, der føles som os.
Men hvis jeg skal nævne ét øjeblik, så er det uden tvivl det, hvor min far fulgte mig op ad kirkegulvet til sangen “Du er” med Søs Fenger. Det øjeblik var stille, rørende og helt igennem magisk.
Hvad gjorde jeres dag personlig og helt jeres egen?
Vi valgte at slå vores bryllup sammen med vores søns barnedåb, og det føltes helt rigtigt. At fejre vores kærlighed og vores barn på samme dag var noget helt særligt – så meningsfuldt og magisk. At stå i kirken med vores søn, mens vi både sagde ja til hinanden og gav ham sit navn var så smukt, at det næsten ikke kan beskrives med ord. Det føltes som om vores lille familie blev bundet sammen på en helt ny og dybere måde.
Hvilket råd vil du give til kommende brude, der skal finde deres kjole?
Mit største råd er: Stol på Nina. Hun er utrolig professionel og har en helt særlig evne til at se, hvad der klæder ens krop - og hvordan den kommer allerbedst til sin ret.
Og så: Prøv lidt forskelligt. Når du har den rette kjole på, er du ikke i tvivl. Det kan mærkes helt ind i hjertet.
Er der andre minder, du har lyst til at dele?
Et af de øjeblikke, jeg aldrig vil glemme, var da jeg så min mand stå for enden af kirkegulvet og vente på mig. I det sekund vores blikke mødtes, forsvandt resten af verden.
Alle talerne og indslagene i løbet af dagen betød også utrolig meget for os. At høre vores venner og familie sætte ord på deres kærlighed, minder og følelser for os, gjorde os dybt rørte. Det fik os til at føle os så uendeligt betydningsfulde i andres liv, hvilket bare var en fantastisk gave i sig selv.
Da aftenen kom, og festen for alvor begyndte, var der en helt særlig stemning i rummet. Jeg kan stadig huske, hvordan jeg kiggede rundt og tænkte, at dette øjeblik, denne dag, aldrig måtte ende, og at jeg ville gemme det i mit hjerte for altid. Det var ikke bare et bryllup - det var begyndelsen på resten af vores liv sammen.
Knus Sofie